Og så fik vi corona

Det måtte jo ske. Min familie er blevet en del af statistikken. Af den dårlige slags vel at mærke. Med kærlig hilsen fra Riget i Midten: Covid19.

To af min mands kolleger testede positiv i sidste uge. Min mand havde ingen symptomer, men bestilte alligevel en test til søndag aften kl. 22. Tirsdag morgen kom svaret: Min mand var covid19-positiv. Ikke at man kan mærke det på ham – han arbejder hjemme og har nærmest ingen symptomer.

Det har jeg. Det startede søndag eftermiddag. Jeg blev ekstremt træt, og da vi gik i seng rystede jeg af kulde. Mandag sov jeg det meste af dagen, det samme tirsdag. Hvis jeg hoster, gør det ondt i hovedet. Når det er sagt, så minder min udgave af Covid19 p.t. om en meget mild influenza. Jeg blev testet tirsdag morgen og sneg mig nærmest langs murene på Bispebjerg Hospital.

Risikoen for at blive smittet er stor, når man er sammen med én, der har symptomer. Den er mindre, når man er sammen med én uden symptomer. Der går i gennemsnit fem-seks dage fra en person bliver smittet med virussen, til vedkommende mærker symptomer, men der kan godt gå op til 14 dage.

Så vi er i selvisolation… Ingen af vores to børn har symptomer, men vi holder dem selvsagt hjemme. Når vi voksne har været symptomfri i 48 timer, så skal børnene have to på hinanden negative test. Jeg spår, at det bliver nogle lange dage. Vores datter er allerede begyndt at klage over, at det er sjovere i skolen, og at hun går glip af billedkunst.

Hvad er så det værste indtil videre? Det er klart at skrive og ringe rundt til dem, som vi har set de sidste par dage, mens man vrider sin hjerne med, hvor meget afstand man egentlig holdt i dén og dén samtale. Og al den sprit til, hvad der føles som ingen verdens nytte…

 

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget