Kongerne vender tilbage – besøg i Jelling

I vores miniefterårsferie besøgte vi Koldinghus og havde en dejlig aften i min venindes mors sommerhus ved Vejers Strand. Derefter var det planen, at vi skulle i Legoland. Det havde vi heldigvis ikke sagt til børnene…

Jellingstenene er det det første sted, hvor ”Danmark” som enhed omtales. Derfor kaldes de også for ”Danmarks dåbsattest”. Og begejstringen var stor over at se stenene i levende live. Datter8år ville gerne have haft sit runealfabet fra vores skattejagt på Nationalmuseet med, men det havde vi altså ikke husket.

Danmarks dåbsattest

LÆS: Årets bedste oplevelse: Besøg på Koldinghus

Og børnene var så glade for at sidde på langbænken i sommerhuset, lave halloweenopgaver og kastanjedyr, så vi besluttede at gemme Legoland til en anden god gang.

LÆS: Gratis Halloweenopgaver, man kan blive klogere af

Så efter en tur på legepladsen, kørte vi mod Jelling, hvor vi havde et rendez-vous med nogle sten. Sigurds sang om Jellingestenene kørte på repeat i bilen, så selv mor og far ved nu præcis, hvad der står på den store Jellingsten.

LÆS: Runer – det er da noget, man rister?

Efter et kort smut rundt om de berømte sten var mor egentlig klar til at tage hjem. Men museets flotte facade trak i børnene, som mente, at et helt gratis museum måtte besøges.

Man bænkes indledningsvis i kong Haralds hal. Så fortælles historien om vikingen Rollo, om livet i Jelling, handel og landbrug på en enkel og interaktiv måde.

Og dét havde de ret i. Museet er intet mindre end fantastisk! En imødekommende museumsguide fortalte, at hun ville blive rigtig, rigtig glad, hvis man trykkede på alle de interaktive orange knapper. Det fik selv sagt Sønnæsten5år til med manisk iver at lede ”Er den orange? Er dén orange?”

Bænket i kongernes hal.

Dernæst får man mulighed for at ”dø på slagmarken”, opleve sin ligfærd i bålet og fortsætte mod Valhal over regnbuen Bifrost. Det er sjovt lavet.

Så gik turen op ad regnbuetrapperne til 1. sal, hvor historier om de nordiske guder formidles i en stemningsfuld atmosfære.Her kan man blandt andet ”dreje” Jellingstenen rundt – med en skurrende lydeffekt – og se og høre om detaljer ved stenen. Fabelagtigt godt fundet på!

Der er visuelle oplevelser for de yngre kræfter og skriftlig information til de lidt ældre. Der er kort, som viser, hvor de nordiske gudenavne er smittet af på byer i Danmark, og en fabelagtig historisk fortælling med nedslag i Danmarkshistorien. Folk blev simpelthen fanget og slog sig ned på bænk og gulve (med behørig afstand, selvfølgelig). For historienørder som mig selv var der meget at blive klogere på – afdøde Dronning Ingrid nedstammer fra Christian den Andens datter Christine af Danmark.

Vi sluttede af med at ”flyve med drone” over området, samt se den tredje Jellingsten ”Basses jellingsten”.

Museet var ved at lukke, men børnene måtte bogstavelig talt trækkes ud af salen! Erklæret succes. Det kan godt være, at ”Kongen vender tilbage” – men det gør vi med sikkerhed også!

I Rødovre står der en kopi af Jellingstenen – den skal vi ud og se en dag 🙂

Link til Kongernes Jelling

Et skatkammer af viden om Jellingstenene kan findes HER

2 kommentarer til “Kongerne vender tilbage – besøg i Jelling”

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget