Titel: Rosenreglen
Forfatter: Liv Numand Duvå
Udgivet:2019
Jeg vil anbefale bogen til: Dem, der tør læse en smuk – og til tider ligefrem morsom bog – om psykisk smerte, at være ensom blandt andre mennesker, og hvordan overgreb trækker lange rifter i krop og sjæl.
I ”Rosenreglen” får moderens manglende selvværd hende til at melde sin kønne præ-teenagepige, Kathrine, til en modelkonkurrence. Selvom Kathrine ikke vinder, bliver hun ”opdaget” af en fotograf, som derefter groomer hende, giver hende slik og små bikinier og tager hende med i diverse huse, hvor han fotograferer hende.
I nutiden er den kønne pige blevet til en ung kvinde. Hun er kunstner og arbejder på et proformanceværk til Århus Kunsthal, som viser sig at være et opgør med fortiden. Hun kan ikke tilgive sig selv, hun kan ikke være i sig selv, og hun kan ikke glemme, for kroppen husker. Parallelt er hun flyttet i kollektiv med sin kunstnerkæreste Peter, men hun passer ikke ind i kollektivet, Peter passer ikke i rollen som kæreste, og til husmøderne bliver hendes manglende engagement i fællesskabet påtalt.
Bogen er så fin og blid i sit ordvalg, selv når den beskriver smerten over fortiden, hvordan man kan pille i et sår i håbet om at få det til at forsvinde, samt følelsen af, at ingen faktisk rigtig forstår ens smerte endsige kan hjælpe en med at bære den.
Jeg gyser, når moderen spørger, om hovedpersonen er ved at få et sammenbrud igen, for det orker hun bare ikke lige at skulle igennem.…
Bogens titel henviser til mormorens beskrivelse af, at roser skal beskæres for at passe ind i bedet… Saint Exupéry skrev i ”Den Lille Prins”: ”Du har ansvaret for din rose”. Men ingen i Kathrines omgangskreds har tilsyneladende læst Exupéry. Man tænker på de mange gange, hvor man måske selv er blevet beskåret – ud af kærlighed naturligvis – og om man som mor også selv fra tid til anden har været lidt for ivrig med havesaksen over for sine små roser.
Det er ikke en bog, som sætter mig i dårligt humør, men den får mig snarere til at reflektere og tænke på, hvad der er rigtigt og forkert og ikke mindst, hvor vanskeligt det er at nå – rigtig nå ind til andre mennesker, der har det svært. Og hvorfor er det egentlig det? Hvad kan egentlig hjælpe et andet menneske, som har ondt i livet?
Bogen er velskrevet og flere steder morsom på en måde, som minder mig om Stine Pilgaards ”Meter i sekundet” – blot med modsat fortegn.
Bogen kan lånes på E-reolen som både e-bog og lydbog.