Tudeprinsessen

Titel: Margrete I
Forfatter: Anne Lise Marstand-Jørgensen

Udgivet:
2020
Jeg vil anbefale bogen til: 
Dem, der godt kan lide lange poetiske sætninger så som ”Himmelen er skuret lilla, stænket med guld” og ”Tårerne løber indad, vasker knoglerne hvide som sne”. Holder man af historiske romaner, vil jeg anbefale, at man læser noget andet.

Hele 599 sider har Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrevet om Danmarks første kvindelige regent, som samlede Norden under sig ved diplomatisk slide og (næsten) uden at føre krig. Hendes bedrift fremstår her i 2021 som en sand power womans arbejde, som mange kunne lære noget af og som med sikkerhed ville være spændende at læse om.

Selvom en anmelder skrev, at ”man æder »Margrete I« med hud og hår, ord og sprogligt blomsterflor” så må jeg med skam indrømme, at det gjorde jeg ikke. Sagen er, at der bare ikke sker ret meget i ”Margrete 1”, og det kan selv de mest fabelagtige sprogblomster ikke rette op på.

Vi møder Margrete 10 år gammel, kort før hun sendes til sin ægtemand den 23 årige kong Haakon af Norge. Hun opdrages her af den hellige Birgittas datter Merete Ulvsdatter, mens årene snegler sig afsted på Akershus. Som 17 årig får hun parrets eneste barn, Olav, og det lykkes at få ham valgt til konge af Danmark, da hendes far Valdemar Atterdag dør uden mandlige arvinger i 1375 i en politisk usikker tid, hvor Danmark er klemt mellem Hansestæder og Mecklinburgerne. Efter Olavs for tidligere død regerer Margrete videre i eget navn.

Det meget lille persongalleri bliver ikke særligt levende, og det er vanskeligt at forstå, hvorfor der gives udtryk for, at folk ikke skulle bryde sig om Margrete. Som læser har jeg selv ikke rigtig noget billede af, hvordan hun er som person, elskelig eller ej. De politiske dramaer er tæt på ikke-eksisterende, og det er faktisk svært at se, hvori Margretes politiske kunnen egentlig ligger: Alle er bare enige om, at Olav skal være konge i Danmark efter sin morfar. Hvordan lille Albrecht, der var udset til jobbet, bliver spillet af banen, hører vi ikke om. Der er heller intet drama over Olavs død – ingen snak om giftmord, eller om en magtsyg Margrete havde noget med det at gøre. End ikke sørøveres hærgen, som fra tid til anden er tilskrevet en snedig Margrete, har hun noget med at gøre.

Heldigvis følger Margretes tjenestepige Kerstin hende overtalt, og om end hun er ret tavs, så er hun mystisk, spændende og står måske i forhold med overtroens væsner. Figuren Kerstin er et godt valg, for hun er medvirkende til at gøre historien spændende, men af og til er historien mere Kerstins end Margretes. Det er ikke uden en mindre ærgrelse, at jeg skriver: Var det virkelig nødvendigt at opfinde en mystisk tjenestepige med en hemmelig fortid for at gøre historien om den store Margrete den 1 interessant? Bogen slutter da også – ikke med Margretes død – men med Kerstins forsvinden ud af historien.

Marstrand-Jørgensen er med rette rost for sit malende sprog. Sproget er fuldt af billeder, der giver mig en følelse af at opleve 1300-tallet med en ung ensom kvindes øjne og forforståelse. Kirkens magt og betydning, troen på varsler og overtro er skrevet så naturligt ind, at man tager det som en naturlovs regler i en anden verden. Sproget beskriver dog snarere stemninger, så som sne, bær, skyer, bølger og elverpigers dans, end personer. Selvom sætninger som ”Himmelen er skuret lilla, stænket med guld” og ”Tårerne løber indad, vasker knoglerne hvide som sne” er smukke, så gør de ikke mig så meget klogere på Margrete.

Margrete græder – igen og igen. Det er næsten min største anke mod bogen. Hun starter på side 18, på side 24 beslutter hun sig for ikke at græde mere, og så stortuder hun sig ellers gennem de næste hundredvis af sider. Hun græder på side 53, på side 60 er hun lige ved, på side 77 går det galt igen, ligesom det gør på siderne 82, 93, 106-7, 115, 117, 125, 165, 169, 174-6, 182, 187, 203, 210, 213, 223, 226 (på side 230 får hun kun tårer i øjnene), på 236, 240, 252, 258, 270, 280, 295, 304, 307, 310, 325, 321, 328, 336 og side 337. På side 367 får hun kun fugtige øjne, men tuderiet fortsætter på side 398, 399, 401, 412 , 418, 427, 459, 463, 471, 474, 490, 495, 530, 555 og for sidste gang på side 592. Jeg oplever det, som forfatterens måde at vise, at Margrete er en følsom sjæl, men noget i mig føler sig utilpas ved at beskrivelsen af hele Nordens hersker som en tudeprinsesse.

Marstrand Jørgensen har tidligere levendegjort abbedissen Hildegard af Bingen (1098-1179) med et fantastisk sprog og persontegninger i en bog, hvor alt ikke er, som det tager sig ud som. Min anbefaling vil være at læse ”Hildegard” og lade Margrete stå.

LÆS: Nationalmuseets biografi om Margrete

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget