På besøg hos Eeeeeeemil fra Lønneberg

På vores rundrejse i det sydlige Sverige var turen nu kommet til det hus, der blev brugt som kulisse for Katholt/Katthult i filmene om Emil fra Lønneberg. Filmene blev indspillet i 1971 og 1972, og selv hvis man blot har fået læst bøgerne højt, er det sjovt at opleve stedet. Der er en hyggelig atmosfære, og det er på alle måder et besøg værd. Emils Katthult var velbesøgt uden at føles overrendt, da vi var der i juli 2021.

Dét er jo lige her, hvor lille Ida blev hejst op i flagstangen, så folk troede, at Katholterne flagede med dansk flag, hvor Emils far et utal af gange har råbt sit koleriske ”Eeeeeeemil” (- ihverfald i filmene), og hvor Emil ligeså mange gang har pilet ind i værkstedet og snittet endnu en træmand til samlingen. Der er selvsagt ikke tale om gården fra bøgerne, da Lønneberg ligger et stykke derfra. Gården hørte oprindeligt til den lille by Gibberyd, men efter optagelserne af Emil-filmene blev bebyggelsen omdøbt til Katthult.

SE OGSÅ: Astrid Lindgren-attraktion i Stockholm

LÆS OGSÅ: Vi læser “Emil fra Lønneberg”

Der er ikke adgang til hovedhuset, der anvendes som privat bolig, men der er meget andet at se. Vi brugte ca. en times tid på at gå rundt, samt nyde det smålandske landskab, se køer, får, geder og en hane, der havde travlt med at fortælle, hvem der bestemte. Man kan bl.a. besøge Emils værksted med alle træmændene, ”nissehuset”, Alfreds karlekammer, en jordkælder, Emils ulvefælde, som Kommandusen gik i, samt en lille fin plancheudstilling på svensk og tysk om optagelserne af Emil-filmene. I en lille butik er der salg af souvenirs, bøger, Emil-film, is, mv. Og en sød klappekanin er der også.

Se OGSÅ: Link til Emils filmlokations i området (for superkendere af ”Emil fra Lønneberg”-filmene)

Det kan anbefales, at man har læst de tre bøger om Emil eller set Emil-filmene inden besøget.

Kattholt

Adresse: Katthult, Gibberyd 510, 598 92 Vimmerby
Pris: Det koster 60 SEK for voksne, 30 SEK for børn over 3 år at besøge Katthult. Børn under 3 år er gratis.
Varighed: Ca. 1 time.
Parkering: Gratis på den store parkeringsplads ca. 150 m. nær Kattholt.
Picnic: Tag madkurv med! Katthult-området er stort, og der er sat picnic-bænke frem.

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget