“Rasmus på Farten” – om kærlighed og om at have det moralske kompas i orden

Titel: Rasmus på Farten (Rasmus på Luffen)
Forfatter: Astrid Lindgren
Først udgivet: 1956
Aldersanbefaling: Fra 6 år.
Hvad syntes børnene: Ren begejstring, en enkelt tåre, og en god snak om at have en familie.

Bogen kan lånes på E-reolen.

Efter en idyllisk jul på Ærø, hvor snakken faldt på Astrid Lindgren, fik jeg lyst til at læse en Astrid Lindgren-bog for mine børn, nemlig ”Rasmus på Farten”.

”Rasmus på Farten” har stået i skyggen af sine kendte Lindgrenske søskende Emil, Pippi, Ronja, Karlsson, Jonathan og Tvebak, men han er et smukt og meget nærværende bekendtskab, og bogen byder samtidig på en malerisk beskrivelse af Sverige fra en tid, hvor der var gårde med lader, piger og karle, 5 ører og sirupsslik. Og så er bogen om hans rejse en meget fin påmindelse om, dels hvordan livet var for vores oldeforældre i starten af 1900-tallet, dels om hvad det er, der er det allervigtigste i livet – i fortiden, i nutid og i fremtiden. Bogen vandt den internationale børnebogspris, H.C. Andersen medaljen i 1958.

Rasmus er en 9 årig børnehjemsdreng med glat lyst hår, der som alle børn på børnehjemmet Vesterlund længes efter kærlighed, og at nogen ”vil have dem”. Savnet – og udsigten til en kammeratlig samtale på forstanderindens kontor – får Rasmus til at beslutte at stikke af og selv gå ud og finde nogle forældre, der vil have ham. Han møder vagabonden Oskar, som på alle måder viser sig at være et ordenligt menneske, og slår følgeskab med ham. Det bliver lidt af en tur, hvor det skærve par møder to røvere og mod alle odds, men måske fordi både vagabonden og børnehjemsdrengen har de moralske kompas i orden, får skurkene som fortjent.

Bogen gik på alle måder lige i hjertet på min 5 årige. Vi læser kapitlet, hvor Rasmus gør alvor af sin overvejelse om at stikke af og står ved sin bedste vens seng…

Han stod lidt og kæmpede med gråden, mens han lyttede til Gunnars dybe åndedrat. Så rakte han hånden ned mod hovedet på puden og strøg med en snavset, ru pegefinger forsigtigt hen over Gunnars stride hår. Det var ikke noget kærtegn, han ville bare røre lidt ved sin allerbedste ven, siden han aldrig mere skulle komme til at gøre det. ”Farvel Gunnar” mumlede han sagte. 

Jeg ser over på min 5 årige – og opdager en lille klar tåre, der løb ned ad hans kind. Tanken om, at han selv skulle sige farvel til sin bedste ven, som også har fulgt ham i tykt og tyndt, var næsten ikke til at bære.

Begejstring har været helt i top hos mine børn; en dreng på 5 år og en pige på 8 år.  Ved morgenbordet har de begge kunne genfortælle gårsdagens kapitel for deres far, og vi har talt om, hvor heldige vi er i dag, at vi bor tørt og varmt, og at det i dag heldigvis er sjældent, at børn bliver forældreløse i Danmark, men at langt fra alle børn er så heldigt stillet. Som voksen går bogen lige i hjertet – men så er den også morsom, som kun Astrid Lindgren kunne skrive.

Da sidste side var vendt, rejste min søn sig op i sengen og sagde: ”Hvem synes, at det var en rigtig god bog? Jeg stemmer for!”

”Rasmus på Farten” er nyoversat af Kina Bodenhoff i 2016. Jeg læste dog den ”gamle” oversættelse af Ellen Kirk for mine børn og justerede lidt i sproget, hvis det blev for kringlet. Kapitlerne er lange, så det passede os med et kapitel som godnatlæsning.

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget