Klunker og klenodier for alle pengene

Søndag den 2. maj 2021 blev det endelig tid til en tur tilbage til slutningen af 1800-tallet – helt bogstavelig talt! Nationalmuseet har nemlig en lille tidslomme på små 350 kvm, som de særligt udvalgte kan træde ind. Vi blev hentet i Nationalmuseets forhal af vores søde guide, som var ekstremt god til at fortælle og forklare, så både Datter8år og Søn5år (og mor42år) stod betaget med åben mund og lyttede.

”Hvor er klunkerne?!” Citat Søn5år.

Historien fortæller, at museumsinspektør Tove Clemmesen på Nationalmuseet i 1942 søgte efter gamle brudekjoler fra starten af 1900-tallet til en udstilling. Hun blev kontaktet af søstrene Gerda og Ellen Christensen, der gerne ville donere deres mors sølvbryllupskjole fra 1903. De inviterede museumsinspektøren på besøg; de boede nemlig i Frederiksholms Kanal 18 – et stenkast fra museet.

Dét syn, der mødte museumsinspektøren, tager også vejret fra os besøgende i dag: Den 350 kvm store lejlighed stod stort set, som den var blevet indrettet omkring 1890. Overalt er der tekstiler med påsatte kvaster, bånd og pomponer, gardiner med asymmetriske draperinger, mange udskårne møbler og nips på alle flader.

Salonen med konversationsstol. Møblerne har hjul under sig, så de let kan flyttes, når man vil danse.

Da de to søstre døde kort tid efter hinanden i 1963, blev Nationalmuseet klar over, at lejlighedens indbo var testamenteret til museet. Der kom derefter en aftale i stand med ejerne om, at møblementet kunne blive stående. Lejligheden blev åbnet for publikum i begrænset omfang fra 1969. Familien Christensens efterkommere ejer stadig ejendommen, som lejligheden ligger i – det er pænt gavmildt, når man tænker over det. Hvor mange andre ville lade vores allesammens adgang til historien vægte højere end at kunne sælge end 350 kvm lejlighed midt i København?

Og så navnet: Klunker er ikke ment som slang på mandens ædlere dele. Det er små trådsamlinger som kugler, hvor trådene udgår radialt fra centrum. Ordnet.dk oplyser, at det kommer af tysk ”Klunker ‘dusk, kvast, klunke’, oprindelig opfattet som pluralis, derefter ved subtraktionsdannelse singularis klunke”.

Én ting er indretningsstilen, som kan få enhver minimalist til at løbe skrigende ned af den elegante trappeopgang. En anden ting er, at lejligheden afspejler livet i slutningen af det 19. århundrede, hvor hverdagen var en helt, helt anden end i dag. De velhavende levede bag nedrullede gardiner i hjemmets trygge rede. Livet udenfor i en by uden kloakering, hvor ”natmændene” kom og hentede spande med urin og l*** og sikkert nogle gange spildte lidt på deres vej ud til Amager aka ”Lorteøen”, har nok ikke lugtet særlig godt. Var man til middag og skulle lave nr. 1 eller 2 – ja, så måtte kvinden sige, at hun var blevet dårlig og tage hjem til sig selv (manden gik i gården). Var man bare lidt selskabelig anlagt, måtte man spise som en fugl og have selskabsblære. Kvinder gik med korset så stramt, at de jævnligt besvimede. I dagligstuen er placeret en ”dånesofa” til dette formål. Ikke underligt, at man(d) mente, at kvinder var sarte størrelser, der ikke skulle have stemmeret.

Ikke så underligt, at kvinderne dånede i tide og utide…

Vil man se Klunkehjemmets modsætning, kan man besøge Familien Sørensens 2-værelses-lejlighed fra 1915 på Arbejdermuseet.

Der er så mange små finurlige historier, der bare ligger og venter – søstrene ville f.eks. ikke have køleskab – ”det er en dille”, mente de – og vores guide fortalte og fortalte, så jeg brændende ville ønske, at nogen skrev en bog om familien og lejligheden. Og så fandt jeg ud af, at min oldemor har boet i et tilsvarende hjem i Frederiksholms Kanal – bare i nr. 20 på 3. sal.

Da vi besøgte Egtvedpigen og næsten løb ind i dronning Margrethe, faldt jeg i snak med en af Nationalmuseet flinke medarbejdere, som gav mig det gode tip: Besøg Klunkehjemmet under covid-begrænsningerne! Så får man nemlig et besøg – og ikke mindst guiden – helt for sig selv.

Så mit bedste råd er: Skynd jer at komme af sted. Det er nu eller aldrig!

Rundvisningen er ikke anbefalet til børn under 6 år. Og når man har den alder, som Søn5år har, er man ikke lige målgruppen på et fint gammelt klunkehjem. MEN – når man er her alene, er det lettere at tage hensyn til sådan et lille menneskes spørgsmål og behov – ikke mindst for at løbe ned ad den 29 meter lange gang.

Du kan kun besøge Klunkehjemmet, hvis du er på rundvisning. Du køber billetter HER. Lad dig ikke snyde af, at der nogle steder står, at der er lukket. Oplysningen om, at man p.t. kan være 5 til rundvisning, passer dog ikke. Covid har strammet antallet til 4 deltagere på en rundvisning.

Det koster 100 kr. for voksne. 50 kr. for børn under 18.  Du bliver hentet i receptionen på Nationalmuseet, og rundvisningen varer en time. Husk negativ covidtest og legitimation.

Vi forberedte os ikke ret meget. Vi så billeder af værelserne HER og videoen fra Nationalmuseets hjemmeside HER dagen inden besøget. Men alene det at se Københavns måske første toilet, stof overalt, billeder overalt gør stort indtryk, og guiden fortæller, så alle kan være med.

Læs også Berlingskes artikel fra 2015 om Klunkehjemmet HER

Se også Billed-Bladets gengivelse af hjemmet i denne FB-post HER

Photo credits: Egne fotos og Nationalmuseet.

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget