Andersen, Andersen gode fyr – fortæl os et lille eventyr…

“Vintersilhuetter” på Riddersalen, Allegade 7-9, 2000 Frederiksberg

Dagen i dag var dedikeret til teater – og teater om vinteren i H.C. Andersens eventyr, nærmere bestemt ”Vintersilhuetter” i Riddersalen på Frederiksberg. Og lad det være sagt med det samme – det var helt, helt igennem suverænt.

Jeg er ikke den store teatergænger… Jeg synes ofte, at teater er for dyrt og for kedeligt, og jeg har helt sikkert været uheldig at se nogle forestillinger, som bare slet ikke passede til mig. At vi havde købt billetter til ”Vintersilhuetter” skyldtes min seje veninde, som i foråret stak mig et teaterkatalog og tilføjede, at der var rabat, ”hvis man købte billetter inden en gang i maj”. Og jo mere man køber, jo mere sparer man, så noget om H.C. Andersen røg med i kurven.

Gennem fortælling af ”Den lille pige med svovlstikkerne”, ”Grantræet”, ”Den grimme ælling”, ”Snemanden” og ”Den lille Idas blomster” genialt sat sammen med velkendte sange, som min 8 årige datter var begejstret over at kende, bliver H.C Andersens eventyr levende, og spørgsmålet om, hvorvidt eventyrene er sørgelige, om vinteren er mørk og trist, eller det hele bare er livets kredsløb fint sat i perspektiv.

”Mor – jeg kan ikke flette julehjerter” Citat Søn5år, da det fortælles, at H.C. Andersen menes at have flettet verdens første julehjerte.

De fire medvirkende Sara Grabow, Lisbeth Gajhede, Erik Olsen og Thomas Dinesen er intet mindre end sublime. Børnene tager det jo for givet, men for mig var det en fornøjelse at opleve, hvordan fire menneskers kreativitet – sammen og hver for sig – går op i en højere enhed kun hjulpet af musikalitet, humør, selvironi, sjove kostumer og et manuskript, der hænger særdeles godt sammen.

Børnene var fuldkommen opslugt – det samme synes de skoleklasser, vi så forestillingen sammen med, at være. De fire skuespillere skiftede let og fint mellem så forskellige roller. Erik Olsen når på fornemste vis at skifte fra træmand til and til hund til juletræ, Lisbeth Gajhede tager rollen som bestemmegøj på sig, beslutter sig for – hokuspokusmigifokus – at spille næste hovedrolle og entrerer som abnorm Snemand – og Thomas Dinesen leverede både musik og lydeffekter, så børnene nogle gange glemte at tage øjnene fra ham i ren fascination.

”Blomster sover ikke om natten” Tørt bemærket af Søn5år om ”Den lille Idas blomster”.

Stykket afsluttes på smukkeste vis med Den lille pige med svovlstikkerne, som stryger sin svolvstik, kigger ind ad vinduet og ser Grantræet og til sidst mormor, mens en smuk langsom udgave af salmen ”Lysets engel går med glans” spilles. Dér fik jeg tårer i øjnene… men Sara Grabow med den smukke klare sangstemme springer op og afkræver en forklaring på, om H.C. Andersens eventyr i virkeligheden bare er super sørgelige? Og den får hun – så fint og enkelt forklaret af Lisbeth Gajhede og Erik Olsen.

Børnene var meget begejstrede, jeg var helt facineret og giver stykket mine varmeste anbefalinger. Stykkets forfatter, Anna Panduro, kommer jeg til at holde øje med 🙂 Spiller stykket igen næste år, så er vi klar!

Tips og tricks

  • Læs H.C. Andersens eventyr inden forestillingen, særligt de fem, som stykket tager udgangspunkt i.
  • Læs eller hør Sigurds version inklusiv de ørehængende sange.
  • Det giver mening, at der er en aldersgrænse på 5 år. Jeg bliver altid lidt kontrær, når jeg ser det, men kunne konstatere, at selvom den 5år1månedog10dage store søn var begejstret og opslugt, så fik han efter 40 minutter lidt svært ved at koncentrere sig og ville gerne have haft vand eller en snack.

Vi drog ud på nye eventyr til lyden af Sigurds sang om H. C. Andersen:

Andersen, Andersen gode fyr

Fortæl mig et lille eventyr

Et som kan åbne min fantasi

Og fylde mit hjerte med magi

LINK: Teateravisens anmeldelse af forestillingen

Foto: Dennis Westerberg, Riddersalens pressefotos, egne fortos, Sigurd fortæller H.C. Andersen.

3 kommentarer til “Andersen, Andersen gode fyr – fortæl os et lille eventyr…”

  1. Tak for en god anmeldelse! Hvis du har behov for teater anbefalinger siger du bare til! Jeg har fingeren på pulsen!

    1. morerudepaanoget.bloggersdelight.dk

      Det kommer jeg til at holde dig fast på. Jeg ville så meget sætte pris på et indlæg om, hvad du tænker at man – med og uden børn – skal se i næste sæson!

      1. Det vil jeg megagerne skrive! Jeg kan arbejde på et indlæg om gode forestillinger i foråret. Tusind tak for at give mig idé!

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget