Halloween på Frilandsmuseet: Elverpiger, nøkker og hekse

På en solbeskinnet eftermiddag fik børnene valget mellem Halloween på Frilandsmuseet eller skattejagt hos De glemte Dronninger i Roskilde Domkirke.

De valgte det første. Det forstår jeg godt. Frilandsmuseet har en særlig ånd – og ligegyldigt hvad er det altid rart at gå ture mellem får og geder, slentre forbi de gamle huse – nogle gange gå ind i dem og blive mindet om, at sådan hér har mennesker faktisk levet i Danmark.

Frilandsmuseet havde stillet i udsigt, at væsner fra den nordiske folketro havde overtaget museet.

“I efterårsferien har væsner fra den nordiske folketro overtaget Frilandsmuseets landsby, og landsbybeboerne har brug for jeres hjælp til at overvinde trolde, nisser, hekse og huldre. Mød kloge koner, skræmte landsbybeboere, hekse og troldmænd, der vil vise jer, hvordan man laver amuletter, så I kan beskytte jer imod troldtøjet.”

Helt så uhyggeligt var det dog ikke 🙂

Vi så elverpiger i ring, besøgte heksens hus og så en mare, der ifølge fortællinger rider folk i søvne, så de får ”mareridt”.

Frilandsmuseets frivillige er fantastiske til at fortælle historierne bag, men jeg savnede en pjece eller et skilt, der kunne gøre os klogere på folketroens forskellige overnaturlige væsner.

Vi skød med bue og pil mod nogle af disse – bl.a. Nøkken eller Åmanden, som med sit violinspil lokker folk i åen til druknedøden – og en gris med slangehale. Datteren viste sig at være mere end almindeligt god til det, og det er faktisk lidt underligt at få vejledning i bueskydning af en 8 årig.

I heksens hus var der uuuuhyggeligt – indtil Sønnæsten 5 år tørt konstaterede:

Heksen er hjemme, og hun har ikke støvet af…

Det store sus var legepladsen, som i efterårets anledning var udstyret med høballer. Børnene kunne have leget der meget længere.

Vi havde en hyggelig tur på to timer, men uden at være blevet hverken bange eller meget klogere på folketroen.

Tip: Kom tidligt. Flere aktiviteter er slut kl. 14.00. Se programmet nedenfor.

Overvej, om I vil købe aktivitetshæftet. Det kan købes online eller i museumsbutikken. Aktiviteterne koster 20. pr. person uden hæftet.

1 kommentar til “Halloween på Frilandsmuseet: Elverpiger, nøkker og hekse”

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget