Christian den 4.s slot Rosenborg ligger så smukt midt i Kongens Have i København og rummer et utal af eventyr og lige så mange hemmeligheder. En af de bedst bevarede blev afsløret i 2005, da man skulle renovere slottet. Her fandt man nemlig 4 lydkanaler – skakter mellem kælderen og Vinterstuen.
LÆS OGSÅ: ”Magt & Mod” – udstilling om Christian den 5. på Rosenborg
LÆS OGSÅ: Slottet, der fik navn efter et elevatorbord
Man mener, at Christian den 4. ved udvidelsen af Rosenborg i 1613-15 lod sin nye Vinterstue forsyne med de hemmelige lydkanaler i gulvet, så musikere kunne spille under hvælvene i kælderen. Bl.a. fra den daværende franske ambassadørsekretærs dagbogsoptegnelser, har man vidst, at Christian den 4. underholdt sine målløse gæster med musik, og at gæsterne hverken kunne se musikerne eller Vinterstuens lydkanaler, som var dækket af møbler med udskårne fødder.
“Vi trak os tilbage, og Kongen førte ambassadøren til et lysthus med glasruder, hvor der på et stenbord var serveret konfekt som Kongen bød ham. Derpå førte Kongen ham ind i en firkantet med malerier prydet sal, under hvilket han plejede at anbringe sine musikere. Han indbød os til at komme nærmere og ved vor indtræden hilste han os atter ved at aftage hatten; thi både han og gesandten havde deres hatte på og stod midt i stuen. I det samme begyndte musikken – med forbavselse hørte vi denne overraskende nydelse. Gesandten berømmede i høje toner kongens opfindsomhed, thi denne havde selv udpønset det herlige spil, og vi forsøgte ligeledes med ærbødige miner at tilkendegive vor fornøjelse overfor kongen, der flere gange så på os.”
Citat: Charles Ogier, den franske ambassadørs sekretær
Men hvor lydkanalerne præcis var, vidste man ikke. Fundet skete ret tilfældigt i forbindelse med restaureringen af den gamle vinkælder under Vinterstuen. Dronning Margrethe var den første, der fik demonstreret Christian den 4.s ‘hemmelige musik’. Siden har flere statsoverhoveder og prominente gæster fået denne eksklusive oplevelse med sig hjem, og nu var det vores tur.
LÆS OGSÅ: Naturvidenskab for begyndere
Frederik den 3., Christian den 4.s søn udnævnte et husorkester, den såkaldte Violon-Bande. Et par gange om året gennemfører vor tids Violon-Bande koncerter i Vinterstuen og viser, hvordan musikkanalerne fungerer.
”Når jeg lukker øjnene, er det næsten som om, jeg er til bal på Rosenborg” Citat Datter9år
Det kan lyde som det glade vanvid at tage en 5 årig og en 9 årig med til barokkoncert… Men koncerten i Vinterstuen var meget mere end det. Violon-Bandens Mogens Andresen på barokbasun og Søren Gleerup Hansen på cembalo tegnede og fortalte, så (musik)historien blev levende for øjnene af os. Om komponisten John Dowland, der så gerne ville være hofkomponist ved Elizabeth den 1.s hof, men da den plads var taget, måtte tage til takke med tjansen ved det danske hof. Om den tragiske historie om Frants Rantzau, Christian den 4.s svigersøn, der den 5. november 1532 druknede i Rosenborgs voldgrav – og hans unge enke, der døde af sorg et år efter. Og om dengang musik-ekko var trendy.
At høre lyden af musikken gennem de tre genetablerede lydkanaler, er en helt speciel oplevelse. Det lyder, som om musikken kommer ud af væggene.
SE OGSÅ: Rosenborgs gode hjemmeside, der også fungerer som en genial guide til slottet.
Jeg tror på, at det styrker børns musikinteresse at tage dem med til koncerter og inspirerer dem, når de oplever professionelle musikere tæt på. Men jeg havde da helgarderet og taget vingummi som bestikkelse i tilfælde af, at børnene ikke kunne sidde stille. Heldigvis var de lige så fascineret som jeg af oplevelsen.
Koncerten varede lidt over en halv time, derefter gik vi ned i kælderen og så lydkanalerne nedefra.
- Vælg den første klassiske koncert med omhu. Vi har før set ”Nøddeknækkeren” og hørt musikken inden, så børnene var forberedt på, hvad oplevelsen indebar.
- Forbered børnene. Fortæl, hvad der skal ske, og hvor længe koncerten varer (ca. 30 minutter). Fortæl om instrumenter – tag evt. et kik på Århus Symfoniorkesters side, hvor musik og følelser forklares fint: https://www.aarhussymfoni.dk/musikkens-boern/
- Giv børnene som opgave at se på instrumenterne, at lytte til hvordan de lyder, så man kan tale om det bagefter.
- Overvej, hvor man skal sidde. Det kan være en god investering at sidde på forreste række, så man kan se, men det kan også være smart at sidde nærmere en udgang, hvis man har brug for at gå/på toilettet.
- Frygt ikke, at andre koncertgængere hader børn. De fleste synes faktisk, at det er fantastisk, at børn interesserer sig for musik og bliver så begejstrede, at de jubler.
- Gå hjem, hvis børnene ikke er interesserede og/eller trætte.
- Violon-Banden giver koncert igen i august 2022. Hold øje på Rosenborgs hjemmeside og www.liveklassisk.dk.
Fotos:: Egne billeder og https://mogensandresen.dk/ensembler/den-danske-violonbande/
Sikke en spændende oplevelse. Det ville jeg gerne opleve.
Tak for den fine beskrivelse. Jeg skal da en tur på Rosenborg igen.