Under vores juletræ lå sidste år både ”Sigurd fortæller om naturvidenskab” og det tilhørende brætspil.
Det passer jo fint med, at FN’s har udnævnt 2022 til ”International Year of Basic Sciences for Development”, og Bohr Instituttet har fulgt trop med projektet Videnskabsår 2022. Videnskabsår 2022 har som målsætning at øge fokus på videnskabens betydning, så både børn og voksne bliver bedre i stand til at forstå verden omkring os.
”Sigurd fortæller om naturvidenskab” fortsætter Sigurd Barretts serie af bøger, hvor han med smittende entusiasme og begejstring har fortalt Danmarkshistorie, nordisk og græsk mytologi og flere andre. Bogen er allerede gået i 4. oplag, hvilket Sigurd fortæller med en vis stolthed.
Se de 17 film om naturvidenskab
LÆS OGSÅ: Børnebog om Niels Bohr og verdens mindre byggeklodser og børnebogen om Inge Lehmann
Gennem 17 kapitler når man vidt omkring. Der lægges ikke skjul på, at der er tale om en generel indflyvning til naturvidenskab bredt defineret – astronomi, fysik, biologi, kemi, geologi, medicin og atomfysik kommer vi rundt i.
Lørdag havde vi sat Bedsteven6år stævne i Planetariet, hvor Sigurd sammen med guitaristen og komponisten Eskild Dohn og resten af sit orkester optrådte med udvalgte sange, der er komponeret til bogen.
Planetariets smukke kuppelbiograf dannede baggrund for fortællinger om Big Bang, rejsen gennem solsystemet, evolution, elektromagnetisme og grundstoffer. Begejstringen var helt, helt i top hos Søn6år, Bedsteven6år og Datter9år – og alle de andre børn og deres voksne, der havde fundet vej til Planetariet denne dag.
LÆS OGSÅ: Med vikingerne på togt
Sigurd er virkelig god til at formidle på en rar og nærværende måde, der går rent ind hos børnene. Signering af bøger efter koncerten, hvor Sigurd med stort overskud og imødekommenhed tegner og fortæller, var da også et af dagens højdepunkter hos børnene.
Kalender med Sigurds optræden med naturvidenskabskoncerten kan ses her.
Det var da en god gaveide. Den havde jeg slet ikke set var udkommet. Vi har haft megen glæde af Danmarkshistorien.