Gratis overnatning i sommerlandet

Du behøver ikke at være hverken spejder eller dus med himlens fugle for at se fordelen i gratis overnatning i den danske natur. Naturstyrelsen har over 200 skove, hvor man må slå telt op max. én nat – gratis! Helt gratis er det selvfølgelig ikke… Du har allerede betalt via skattebilletten 😉

 

På Naturstyrelsens hjemmeside får man et rigtig godt overblik over de mange muligheder for at overnatte i det fri enten i telt, shelter eller åben himmel.

På enkelte lejrpladser skal man booke sig ind i forvejen. Opret en profil på Naturstyrelsens hjemmeside her og se, om der er ledigt på den lejrplads, der passer dig.

Tips til den gode teltovernatning

Nu tænker du måske, at det med telt ikke lige er dig. Men try it and you may, I say. Dels sparer man mange penge på overnatning, dels er man sammen på en helt anden måde, og så er der chokket i venner og families øjne, når man fortæller, at man har levet det vilde outdoor-liv. Det er næsten det allerbedste.

For mig er nøglen til en god teltovernatning: Et telt, der passer i størrelse, ordentlig teltunderlag, hovedpuder og natble til dem, der kunne få behov for det.

Men husk: Vær varsom med åben ild! Skovbrande har ikke bare menneskeliv på samvittigheden, man kan dræbe dyrelivet og ødelægge vores natur.

Der findes også andre gode muligheder for en billig overnatning:

Sulkendrup Mølle ved Nyborg, Fyn

Teltplads: Teltpladsen ligger på møllens eng ved vandløb og skov. På teltpladsen er der bålplads og brænde til rådighed. Man kan parkere med bil ved siden af møllens hovedbygning.

Pris: 30 kr. pr. person pr. overnatning.  

Faciliteter: Ved siden af hovedbygningen ca. 250 m. fra teltpladsen er der adgang til et pænt toilet og bad med varme i gulvet. Der er også mulighed for optankning af vand.

Egeskov Slot på Fyn

Teltplads: Man kan man sove gratis i telt på naturcampingpladsen. Den ligger ved parkeringsområdet i haven til Skyttehuset (v. bindingsværksbygningen). Pladsen er forbeholdt telte, og campingvogne mv. kan ikke benytte pladsen.

Pris: Gratis.

Faciliteter: I bindingsværksbygningen er der et toilet og et bad. Man køber poletter til bad i Egeskovs billetsalg.

Bonus: Er man heldig, vækker Egeskovs haner én om morgenen…

Fotocredit: Egne fotos.

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget