Hvem satte ‘glad’ i gladiator?

På sådan en helt almindelig søndag formiddag slog vi et smut forbi Glyptoteket for at prøve en af de andre skattejagter, som museet har udarbejdet. Den hedder “Turen til Herkules” og består af et skattekort, der leder én fra sal til sal.

Genkendelsens glæde over at kende flere genstande var stor, så stor, at vi måtte forbi “abekatten” aka “Bavian, der tilbeder solen” igen.

I modsætningen til “Jorden er giftig”-skattejagten skal man her “bare” finde det næste rum. Der er ingen opgaver om at sige som en løve, eller gå som en flodhest…

Skattejagten slutter ved en Herkules-status, hvor den voksne kan læse en kort historie op om Herkules. Børnene var ikke imponerede… Datter 8år satte trumf på med ordene “Jeg dør af kedsomhed”. Der var ingen ‘glad’ i gladiator. Så trak jeg mit sidste es op – indledningen fra Disneys film fra 1995 “Hercules” . Det hjalp lidt.

Det havde været oplagt at tage en af de mange gode børnebøger om de græske guder med og sidde foran statuen i det smukke blå rum og læse højt i 5-10 minutter. I stedet spiste vi medbragt frokost i museets kælder – og drog videre på nye eventyr.

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget