Titel: Mio, min Mio
Forfatter: Astrid Lindgren Illustrationer: Mikkel Sommer
Udgivet: 1954, genudgivet senest i 2019 på forlaget Gyldendal
Jeg vil anbefale bogen til: Læsere, der holder af Astrid Lindgrens forfatterskab og nyfortolkning af eventyrgenren.
Som del af vores Astrid Lindgren-år nåede vi til ”Mio, min Mio”. Det er en af de få Astrid Lindgren-bøger, som jeg hverken havde fået læst højt som barn eller selvlæst.
Jeg er tilsyneladende ret alene om ikke at have et forhold til Astrid Lindgrens klassiker, der udkom første gang i 1954, og er oversat til et hav af sprog. På kinesisk hedder den ”Mi’ou, wode Mi’ou”, på arabisk ”Miyu yã waladi”, ja selv esperanto er bogen oversat til og hedder ”Mio, mia filo”
Bogen er nyoversat af Kina Bodenhoff, som også har nyoversat ”Brødrene Løvehjerte”, og illustreret af Mikkel Sommer.
LÆS OGSÅ: Rasmus på farten
Bogens ramme er et forældreløst ensomt barn, Bo Wilhelm Olsson, adopteret, men uønsket og uelsket af det ældre par, han bor hos. Han drømmer om at have en familie ligesom vennen Benka, en hest som den gamle bryggerhest, osv.
Et gyldent æble og en flaskeånd senere forsvinder Bo fra Stockholm og dukker op i Landet i det Fjerne. I dette eventyrrige er han ikke Bo, men Mio, højtelsket søn af kongen, og alt er en forskønnet spejling af hans tidligere liv: Vennen fra Stockholm er blevet til den trofaste, varme Jum-Jum og den gamle bryggerhest er blevet til den lysende hvide Miramis, og han er afholdt og elsket af alle, han møder.
Men der er slanger i Paradis for i Landet Udenfor, hersker ridder Kato. Fra ham flyder en ondskab, der forvandler menneskers hjerter til sten, forvandler børn til forheksede fugle, får heste til at græde blod og dræber al liv(sglæde) omkring sig.
Det går op for Mio, at hans rolle i fortællingen er at bekæmpe ridder Kato, og med sin ven Jum-Jum begiver han sig afsted mod Landet Udenfor, selvom de med Jum-Jums ord som omkvæd føler sig »så små og alene«.
LÆS OGSÅ: Nationalmuseets dragende vikingeudstilling “Togtet”
Det ender naturligvis godt, men ”Mio, min Mio” er en dyster fortælling. Både Søn6år og Datter9år var grebet af historien i en grad, jeg ikke har oplevet med Astrid Lindgrens mere lyse fortællinger. Børnene fløj op i seng ved udsigten til at få bogen læst som godnathistorie, de talte sammen om, hvad der mon ville ske og citerede fra bogen i deres lege (”Søg, søg, søg overalt”).
Men som voksen læser (og oplæser) brød jeg mig ganske enkelt ikke om bogen. Hvad betyder “Mio, min Mio”? egentlig? Hvorfor alle de mærkelige børnenavne (Mio, Jum-Jum, Nonno, Juri, Milimani)? Den åbenlyse socialrealistiske ramme, herunder at Mio blot digter sig jo væk fra sin tristhed og ensomhed i Stockholm, men stadig sidder på en bank i parken og er ensom, samt sprogets melankoli taler simpelthen ikke til mig – eller så er det måske, fordi der er et lag i bogen, jeg ikke helt forstår. Ridder Kato er en ganske anden skurk end eksempelvis Tengil fra ”Brødrene Løvehjerte”, og døden kan overvindes selv i Landet Udenfor, selvom Sorgfugl stadig synger i sølvpoplerne.
LÆS OGSÅ: Da vi mødte Egtvedpigen – og dronning Margrethe
Vi venter alle spændt på at opleve Teater Zeppelins fortolkning af historien. Teater Zeppelin spiller “Mio, min Mio” fra 8. januar 2022 til 5. marts 2022. Teateret har udarbejdet en før-forestillingen-guide til skoleklasser, der kan læses HER . Der er masser af inspiration til spørgsmål, man kan tale om før og efter forestillingen.
Billetter kan købes her
Fotos: Egne og Teater Zeppelin.
Godt skrevet, jeg har heller ikke rigtig forstået den bog. Vi var mere til Brødrene Løvehjerte og Ronja herhjemme.