Børnebog: Inge Lehmann opdager Jordens kerne

Titel: Inge Lehmann opdager Jordens kerne
Forfatter: Jakob Lund Pedersen
 Illustreret af Julie Østergaard
Udgivet: 2020 på Børnebogsforlaget
Jeg vil anbefale bogen til: Børn og deres voksne, som gerne vil høre en god historie, man lærer noget af.

I serien ”Danske Stjerner” er turen nu kommet til Inge Lehmann. Jeg indrømmer, at jeg faktisk ikke kendte Inge Lehmann. Det er tydeligvis en brist i min ikke særligt videnskabelige opdragelse, for Inge Lehmann var på alle måder en lysende stjerne. Hendes opdagelser gjorde os klogere på Jorden og danner grundlag for Mars-landeren InSights arbejde på vores naboplanet.

Link: Planetariet i København fejrer Inge Lehmanns fødselsdag den 13. maj 2021

I den 35 sider lange billedbog om Inge Lehmann følger vi en lille syg pige, der ikke så op på himlen og drømte om at flyve, men kiggede ned på jorden og tænkte, hvad der mon gemte sig dernede.

I skolen lærte hun, at der er mere end bare jord under vores fødder – der er lava. Og et jordskælv gav Inge Lehmann endnu mere appetit på at forstå Jordens indre. Inge blev seismolog, hun blev rask – måske fordi hun lavede noget, hun syntes var sjovt, og hun konkluderede, at Jordens kerne består af jern.

LÆS OGSÅ: Børnebog: Niels Bohr og verdens mindste byggeklodser

Historien er holdt enkelt, og tegningerne er farverige og meget fascinerende. Min eneste anke er, at fortællingen faktisk ikke forklarer, hvordan Inge Lehmann kunne regne ud, at Jordens kerne bestod af jern. Det er forklaret i et lille efterskrift på næstsidste side, men det kunne godt være flettet ind i selv historien.

Ikke desto mindre har vi faktisk fået øjnene op for Inge Lehmann og hendes forskning, og Søn5år opdagede begejstret, at Inge Lehmann er med på billederne i bogen om Niels Bohr – om omvendt.

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget