Designeren Jim Lyngvild stod i 2018 bag fortolkninger af store iscenesatte fotoportrætter af vikinger på Nationalmuseet, og i 2020 åbnede udstillingen ”Kongerækken med Jim Lyngvild. Dragter, dramaer og Danmarkshistorien” på Koldinghus. 85.000 besøgende kan ikke tage fejl, og for min familie var besøget på Koldinghus årets bedste kulturoplevelse.
LÆS OGSÅ: Årets bedste oplevelse: Kongerækken på Koldinghus
Lad det være sagt med det samme: Kronborgudstillingen kan så fint måle sig med udstillingen på Koldinghus, men den er samtidig sin egen.
Udgangspunktet på Koldinghus var Jim Lyngvilds bog »Danmarks konger og dronninger – Fra Gorm til Margrethe II«, og det udgangspunkt er også viderebragt i ”Kongerækken på Kronborg. Fakta og fantasi med Jim Lyngvild og Poul Grinder-Hansen”, som jeg var så heldig at blive inviteret til VIP åbningen af i dag (og ja, jeg har haft virkelig svært ved at få armene ned lige siden).
Det har ikke noget med udstillingen at gøre, men det var sjovt at tale med Poul Grinder-Hansen om den fabelagtige skattejagt til Merlin P. Manns bog “Blodkongens Datter” og ikke mindst Rane Willerslevs reaktion herpå.
Se interview med kloge, kloge mennesker, der har været til VIP-åbning
Udstillingen består af de samme billeder fra udstillingen på Koldinghus, hvor modeller er stylet og fotograferet som danske konger og dronninger, men der er kommet mere til, og jeg vil på alle måder sige, at det er en ny udstilling. “Koldinghus plus One.”
På et gigantisk billede sidder Frederik 2. sammen med to tigre, en løve og tre nøgne vildmænd med muskuløse baller og kroner på hovedet. Det ligner et maleri, da det er trykt på stof. Den skeptiske museumsgæst løfter det ene øjenbryn: Dansker på tiger- og løvejagt – med halvnøgne mænd? Helt sikkert!
Men billedet har faktisk en slags rod i virkeligheden – i alt fald i den virkelige historie. Frederik 2. bestilte nemlig i 1581 40 vævede tapeter – i dag kendt som Kronborgtapeterne. De skulle beskrive 101 danske konger – selvfølgelig for at overgå den svenske konge, som også havde gang i samme type projekt. Samtidig bestilte han tre tapeter, der skulle skildre jagt. Af de tre jagttapeter er kun billedet af en vildsvinejagt bevaret, men i gamle optegnelser er der et, der hedder “Tigerjagten”. Og det er det, der har inspireret Jim Lyngvild – og det har også maleren Rubens maleri “Tigerjagten fra 1616”, som kan ses her: LINK til “Tigerjagt”
I dette gode interview siger Poul Grinder-Hansen:
“Vi ved ikke et hak andet, end at det bliver beskrevet, at der var en tigerdyrjagt. Museumsmanden i mig siger, at det nok ikke har set ud som Jims billede, men jeg kan ikke vide det, siger museumsinspektør Poul Grinder-Hansen”.
Kjoler, masser af kjoler
Dragterne, som modellerne er iført på billederne – og som Jim Lyngvild selv har syet – er også udstillet. Det er bare fascinerende. Jeg var lige dele begejstret og skræmt ved tanken om at skrue mig ned i sådan en sag.
LÆS OGSÅ: På Koldinghus fra den 24. april 2021: Magt og mod – udstillingen om Christian den 5.
Udstillingen slutter ved et af de gamle Kronborgtapeter. Kun 15 af dem er bevaret. I udstillingen kan man se seks af dem. Her fortæller Poul Grinder-Hansen i en kort film om detaljerne i et af tapeterne fremhævet med musik og farver. Det fungerer overraskende godt.
Hvordan adskiller udstillingen på Kronborg fra Koldinghus?
Udstillingen er flyttet til Kronborg og kommer mere til sin ret i den store sal. Fotoportrætterne er meget større end på Koldinghus. Der er flere nye billeder, der gengiver scener med konger og dronninger bl.a. af Harald Blåtand, der modtager dåben, Frederik den 2. og hans søn Christian den 4., af Frederiks unge kone dronning Sophie (min Soffy, som han kaldte hende), af Margrete den 1., hendes adoptivsøn Erik (af Pommern) og dennes engelske dronning Philippa, af dronning Dorothea, af Kirsten Munk og hendes elsker, af Caroline Mathilde og Struensee samt Christian den 7. og hans elskerinde Støvlet-Cathrine.
Endvidere er der ved hvert af de nye billede en forklarende tekst, hvor Jim Lyngvild fortæller, hvad han har valgt som kunstner, og seniorforsker ved Nationalmuseet, Poul Grinder-Hansen, fortæller, hvad man ved historisk, og hvad der er fri fantasi.
Det er godt lavet, for det tæmmer ikke Lyngvilds kreativitet, men sætter den i en ramme, så det går op i en højere enhed.
De to udstillinger, som Jim Lyngvild har bidraget til, er blevet kritiseret af flere fagfolk, der mente, at Nationalmuseet og Koldinghus gik på kompromis med fagligheden. For mig at se, har man lyttet og søgt at imødegå kritikken dels ved at understrege i udstillingens titel, at der er tale om en leg mellem fakta og fantasi, dels ved at supplere særudstillingen med et lydspor i app’en Useeum, hvor du kan høre Jim Lyngvild og Poul Grinder-Hansen quizze om historiske fakta og fortolkninger.
Link til Kongerækken på Kronborg
Bliver man klogere på kongerækken?
Ja, det synes jeg. Billederne bliver mere nærværende, fordi de er så store. I de nyskabte tableauer træder konger og dronninger mere frem, og Jim Lyngvild har lagt vægt på, at nogle de markante kvindestikkelser bliver set. Dronning Margrete den 1. er selvskreven, men det er et godt spørgsmål, hvorfor er der ikke skrevet om Dorothea af Brandenburg eller “lille Soffy”, Sophie af Mecklenburg, som endte som en af Danmarks rigeste kvinder?
LINK: Artikel: Jim Lyngvild hylder stærke kvinder
Udstillingen kan dog også sagtens ses som en kunstudstiling – billederne er smukke og detaljerede.
Hvordan forbereder man sig bedst?
Det bliver sjovere, hvis man ved lidt om kongerækken. Mit bedste tip er at bladre i Jim Lyngvilds bog »Danmarks konger og dronninger – Fra Gorm til Margrethe II«.
Se, om du kan spotte, hvilke konger og dronninger der er blevet illusteret med nye modeller – det fik Rane Villerslev, Jim Lyngvild, Poul Grinder-Hansen og jeg en sjov snak om.
Er der noget for børn?
Ikke som der var på Koldinghus. Jeg blev oplyst, at der kommer nogle events til sommer i slotsgården. Som udstilling står p.t. , vil jeg sige, at målgruppen ikke omfatter mine børn 🙂
Praktisk information om udstillingen
Dato: 21. april til 14. november 2021
Åbningstider: Alle dage kl. 10-17.00 (Den 21. april 2021 først kl. 13.00).
Pris: voksne 125 kr., børn gratis
Billetten giver også adgang til resten af Kronborg Slot
Download app’en Useeum på forhånd og medbring høretelefoner. Det er gennem denne app, at du kan høre Jim Lyngvild og Poul Grinder-Hansen quizze om fakta og fiction.
Bemærk: HUSK Coronatest! Pga. covid-19 skal du ved køb af billet vælge det tidspunkt, hvor du ønsker adgang til udstillingen Kongerækken på Kronborg. Du har derefter adgang til udstillingen i 1 time. Du kan besøge resten af slottet før og efter din tidsbestilling (dog samme dag). Det er i begrænset omfang muligt at købe adgang til et tidspunkt i døren. Hvis du vil sikre dig adgang på dit ønskede tidspunkt, skal du købe din billet online på forhånd.
Og så skal I da lige have et par billeder af velkomsten, hvor Rane Villerslev holdt en rammende tale om kultur og covid-åbning, og Jim Lyngvild mere end almindelig begejstret fik fyret kanonen af!
Fotos: Pressefotos og egne fotos.
Det er spændende læsning
Jeg og min mand er klar til Kronborg
Tak for velskrevet og dragende skriv…
Jeg følger denne blok
Tak 🙂
Skriv endelig, når I har været inde og se udstillingen.