Med vikinger på togt…og hjem igen

Vikingerne har de seneste år haft god vind i uldsejlet. HBO’s roste serie ”Vikings” om Ragnar Lodbrog, skjoldmøen Lagertha, Rollo, Bjørn og Floki har gået sin sejrsgang. Herhjemme åbnede Kongernes Jelling i 2015 et fantastisk oplevelsescenter, og Sagnlandet Lejre har opført en 60 meter lang kongehal for 65 mio. kroner doneret af Mærsk. I 2018 bidrog Jim Lyngvild med fotoportrætter til en udstilling i Nationalmuseet.

LÆS OGSÅ: Vores besøg i Jellings oplevelsescenter

LÆS OGSÅ: Til åbning af “Kongerækken på Kronborg” – eller forleden da Jim Lyngvild og jeg var på Kronborg

I juni 2021 åbnede Nationalmuseets nye udstilling ”Togtet”. Det er både en klassisk montreudstilling og med en film om Bjørn Jernsides togt, og i de næste seks år skal det store rum på museets 1. sal være en vikingehal med fortællinger om togter, skibe og sejl, hjemmeliv, øl, krig, og meget andet.

Vi satte scenen ved at høre to kapitler om vikingetiden i ”Sigurds Danmarkshistorie” som lydbog i bilen på vej ind til udstillingen. Så er man med på, at det er Gorm den Gamle, Harald Blåtand og Svend Tveskægs tid, vi bevæger os i.

Udstillingen er ikke målrettet børn, så som forælder skal man læse en del op for børnene. Formidlingen er til gengæld god, så det er let. Og der er elementer nok at blive betaget af – også i børnehøjde. Både min 9 årige og min 6 årige var så begejstrede, så de spurgte, om vi kunne komme igen dagen efter.

Verdens største vikingeskib

Udstillingen henligger i dystert lys. Midt i udstillingshallen står omridset af vikingeskibet ”Roskilde 6”. Det har målt 37,4 meter – det er altså lidt længere, end Rundetårn er højt. Skibet er fra 1025 og har tilhørt Knud, Svend Tveskægs søn.

LÆS MERE om “Roskilde 6”: Verdens største vikingeskib (natmus.dk)

Filmen om Bjørn Jernsides togt

Vi startede med at se den visuelt meget flotte film om Bjørn Jernsides togt vist på store buede sejl. Man går ind til i udstillingens højre hjørne modsat indgangen. Filmen varer ca. 20 minutter, så hold øje med, hvornår den næste visning starter. Små børn kan måske finde den uhyggelig. Man går igennem fem rum og ser Bjørn Jernside ofre i mosen, planlægge sit togt med Rom som mål – og man er med fra han drager afsted, til han plyndrer i Middelhavet og kæmper for sit liv i det afgørende slag ved Gibraltarstrædet. Og lad os bare sige, at ikke alle veje fører til Rom.

LÆS MERE: De forskellige vikingetogter – søtogter og højteknologi (natmus.dk)

Pak til togt

Tæt på indgangen til filmen foran vikingeskibet er to skærme. På denne ene fortælles der om vikingeskibe med en sådan entusiasme, at mine børn kom op at slås om den eneste hørebøf til skærmen. På den anden skal man pakke sit vikingeskib til enten togt, handel eller nye bosættelser. Dét var et hit af den anden verden.

De to vikingebrødre

Bag skærmene ligger to skeletter i en montre. Det ene tilhører ung dansk viking fra Otterup på Fyn, som blev brutalt nedslagtet i England og smidt i en massegrav i Oxford for over 1000 år siden. Det andet tilhører hans halvbror, nevø eller onkel som blev bonde på Fyn og døde som 50 årig. Den ene af mændene er også lavet som livagtig figur i tidens klædedragt. På to skærme kan man dels høre om DNA-undersøgelserne bag, dels lege ”Du er hovedpersonen” og se, hvordan mad, sygdom og hårdt arbejde har påvirket de to skeletter.

LÆS MERE om skeletterne:  Kvæstede vikingebrødre genforenes efter 1000 år (natmus.dk)

Vi brugte 1½ time (inklusiv tissepauser) – museet lukker nemlig kl. 17.00 og 16.45 lyder gong-gongen.

Det er en omfattende udstilling med op mod 3.500 genstande. Der er både mønter og smykker, som  man skal bruge lup for at se. Men der er også interaktive skærme med fortællinger om tilblivelse af sejl (der går uld fra 150 får til sådan ét), øl, livet med husdyr, tøj og jagt på hvalrosser, som vi nemt kunne have brugt mere tid på. Men man kan ikke det hele…

I efterårsferien (16/10-24/10 kl.12.30 og 14.00) er der børnerundvisning af en times varighed om de to skeletters historie. Reserver billet hér: Børnerundvisning: Vikingebrødre (natmus.dk)

LÆS OGSÅ: Vores besøg i Victoriatiden – lige midt i København

LÆS OGSÅ: Da vi mødte dronning Margrethe og Egtvedpigen

“Togtet” på Nationalmuseet


Nationalmuseet har adresse i Prinsens Palæ, Ny Vestergade 10,1471 København K.

Udstillingen ”Togtet” kan ses fra 26. juni 2021 og tre år frem. 
Udstillingen er en del af en trilogi. I 2024 vil Nationalmuseet præsentere næste udstilling ”Vølvens spådom” om vikingerne i 900-tallet.

Nationalmuseets åbningstider tirsdag – søndag 10-17 fra september-december. Mandag lukket.

Bemærk: Museet har åbent mandag 18. oktober i efterårsferien.

Fra 1. oktober har ”Børnemuseet”, Nationalmuseets legeudstilling åbent igen.

Voksenbillet: 100 kr., Familiebillet: (1 barn + voksen) 90 kr., Børn under 18 år er gratis

Se den flotte hjemmeside for udstillingen: TAG MED VIKINGERNE — PÅ TOGT! (natmus.dk)
Her kan bl.a. høre en oplæsning på oldnordisk og sende spørgsmål til ”Vikingens brevkasse”.

Fotos: Egne

2 kommentarer til “Med vikinger på togt…og hjem igen”

  1. Cathrine Andersen

    Tak for tipsne, det var en god hjælp da vi så udstillingen.Vores datter var lidt bange for filmen 😉

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget