Børnebog: Marie Hammer og mosmiderne

Titel: Marie Hammer og mosmiderne
Forfatter
: Jakob Lund Pedersen
Illustreret af Julie Østergaard
Udgivet
: 24. juli 2021 på Børnebogsforlaget
Jeg vil anbefale bogen til
: Børn og deres voksne, som gerne vil fortælle en god historie, man lærer noget af.

I serien “Danske stjerner”, hvor første bog om Niels Bohr udkom i 2020, er vi nu nået til Marie Hammer. 

I den 35 sider lange billedbog om videnskabskvinden Marie Hammer, følger vi Marie, fra hun er barn og arbejder i roemarken, til hun bliver zoolog og kaster sin kærligheder på noget så særpræget som mosmider – eller pansermider, som de også kaldes.

LÆS OGSÅ: Børnebogen om Niels Bohr og børnebogen om Inge Lehmann

Marie Hammer opdager, at der findes mosmider på alle kontinenter i hele verden. Med den viden bekræfter Marie Hammer teorien om kontinenternes drift. Marie Hammer sandsynliggør, at det ikke er mosmiderne, der har flyttet sig. Det er i stedet selve jordens tektoniske plader, som har bevæget sig fra hinanden. Bogen fortæller, hvad der sker, når pladerne bevæger sig fra hinanden – eller støder ind i hinanden.

Historien er fin og enkel, og tegningerne er farverige og flotte. Bogen ligger i smuk forlængelse af bøgerne om Niels Bohr og Inge Lehmann, og forfatteren Eva Tind udgav i april 2021 en roman om Marie Hammer (”Kvinden, der samlede verden”).

LÆS OGSÅ: Vores besøg i Klunkehjemmet.

Serien kan varmt anbefales. Jeg har købt bøgerne i boghandlen, men overvejede ærligt, om en lille børnebilledbog blot skulle lånes på biblioteket. Men det har vist sig, at særligt min søn på 6 år er vild med at få bøgerne genlæst. Bogen om Inge Lehmann vender han igen og igen tilbage til – nu i skarp konkurrence med Marie Hammer.

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget