Eremitageslottet – jagthytten med elevatorbordet

Midt i Dyrehaven nord for København ligger i ensom majestæt et lille jagtslot bygget under Christians den 6. regeringstid. Det er selvfølgelig Eremitageslottet, som mange har set udefra – ikke mindst på det traditionelle Eremitageløb i oktober måned, men som i årevis har været lukket for offentligheden.

Man kan i dag besøge slottet på guidede rundvisninger, og sådan én havde vi lagt i kurven på en regnfuld augustdag. Havde det været solskin, havde jeg overvejet at køre i hestevogn.

Turen fra Strandvejen til slottet tog en lille halv time på børneben, men da to hold kronhjorte løb forbi os, var Søn5år helt betaget.

Naturstyrelsens side om transport til slottet

Slottet blev bygget i 1730’erne, så kongen havde et sted at hvile sig under jagten og invitere sine venner på middag. Eremitageslottet har indirekte fået sit navn efter slottets spisebord, som var noget så særpræget som et elevatorbord. Bordets inderste del kunne hejses ned til det underliggende køkken gennem en lem i spisesalens gulv, hvor tjenestefolkene så kunne servere maden og sende den op igennem etagerne til spisesalen. Kongen og gæsterne kunne så nyde middagen en eremitage – i ensomhed – uden tjenerne. Man mener faktisk, at opfindelsen – trods det franske navn – er dansk og udtænkt af astronom og ingeniør Ole Rømer. Elevatorbordet havde en del udfordringer og blev kasseret allerede i 1759.

BOOK TID TIL OMVISNING HER: Billetter til Eremitageslottet

Vi var så heldige at have en tæt på alvidende guide til at vise os slottet. Børnene var meget fokuserede på fortællingen om slottets renovering, særligt at man har kunne skrælle forskellige lag af tapet og maling og finde frem til, hvordan slottet helt oprindeligt har set ud.

Slottets smukkeste rum er den store spisesal med rig udsmykning af marmor, stuk, spejle og marmoreret træværk. Guiden var suveræn til at fortælle de små historier om Christian den 6. og hans dronning, og om relieffet med jagtgudinden Diana, som forvandler en lurende jager til en hjort. Og da guiden fortalte, at ikke to kakler i slottets trappeopgang er ens, kom Søn5år på lidt af en opgave…

LÆS OGSÅ: I Darwins fodspor…

LÆS OGSÅ: Sommerferie i Småland? Kalmar, Kristianstad og Astrid Lindgrens Verden venter…

Vores guide sluttede af med at fortælle om par force-jagterne, og hans levende og pædagogiske måde at fortælle på gik rent ind hos min datter. Dyreplageriet og madspildet i, at dyrets kød var uspiseligt af alle de stresshormoner, dyret havde frigivet under jagten, vendte hun tilbage til flere gange.

Vi sluttede af i slottets kælder og køkken, hvor vi så en kort film om elevatorborde ved Katarina den Stores hof.

I dag bruger Kongehuset stadig slottet til jagtfrokoster og den årlige Hubertusjagt. Prins Henrik skulle have haft et særligt varmt forhold til slottet; han har ridset sit navn i en af slottets ruder. Og måske husker andre også de søde billeder, da prinsesse Isabella i 2010 vaskede Eremitageslottets ruder.

SE BERLINGSKEs BILLEDSERIE AF EREMITAGESLOTTET

Eremitageslottet


Omvisninger på Eremitageslottet finder sted hvert år onsdag – søndag i påske- og efterårsferien samt onsdage, lørdage og søndage i fra juni-august. Fra april til oktober kan grupper bestille private omvisninger.

Billetterne koster 125 kr. pr. person (i august 2021)

Bilkørsel er ikke tilladt i Dyrehaven. Vi gik den korteste tur fra p-pladsen ved Trepile, som ligger langs Strandvejen på Dyrehavens østside.

Vis børnene billeder af slottet inden besøget. Tal besøget op og fortæl, at slottet har været lukket, og at man ikke bare kan komme ind og se det.

Fortæl børnene, at omvisningen tager ca. 1 time og foreslå dem at stille spørgsmål direkte til guiden, så de tænker om, hvad de ser. Lad børnene bruge deres fantasi! Spørg dem, hvem de tror, de ville have været, hvis de havde boet på slottet, hvor toilettet mon var, hvor soveværelserne var (der er ikke nogen), og om der mon var koldt om vinteren.

Mind børnene om, at alle – også de andre gæster – skal have en god oplevelse.

Hav snacks med til efter besøget, og spørg dem, hvad de synes var det sjoveste og mest spændende – og om de lærte noget, de ikke vidste før.

4 kommentarer til “Eremitageslottet – jagthytten med elevatorbordet”

  1. Marie-Louise Carstensen

    Tak – det skal vi da i efterårsferien. Så kan vi jo gå en dejlig tur i Dyrehaven bagefter.

  2. Vupti – så kom det på listen over ting, jeg måske lokker mand og børn med til i efterårsferien 🙂
    Endnu en gang – fantastisk skrevet!!!

Leave a Reply to Cathrine AndersenCancel reply