Bevæbnet med årskort og årskort med ledsager drog børnene og jeg forleden på eventyr i istiden. ”Er det så chokoladeistid eller vaniljeistid?” spurgte min datter til stor latter for sin lillebror. Det er dog den historiske istid og ikke mindst vores forhistoriske kusiner og fætre, neandertalerne, der er i fokus på Statens Naturhistoriske Museum, der før hed Geologisk Museum.
LÆS OGSÅ: Med Sigurd – og bl.a. H. C. Ørsted – gennem Naturvidenskabet
Neandertalerne er én af de omkring 25 forskellige menneskearter, som har eksisteret på Jorden – og alle på nær én er forsvundet. Nu er kun vi, Homo Sapiens, tilbage. Neandertalerne har haft et dårligt ry, som dårligt begavede væsener, men nyere forskning viser, at de har både genetisk og kulturelt har mindet en del om Homo Sapiens. De levede, fiskede, gik på jagt og uddøde for ca. 40.000 år siden.
LÆS OGSÅ: Den ældre middelalder kommer til live i “Blodkongens datter”
Særudstillingen har været vist på Moesgaard Museum under titlen “Neandertaler – I mammutjægernes land”, hvor den høstede anmelderroser i lange baner. Statens Naturhistoriske Museum har nedskaleret Moesgaards udstilling en smule. Udstillingen spreder sig over 9-10 rum. Statens Naturhistoriske Museums lokaler er ikke ret store, men der er blevet plads til et mammutskelet og et skelet fra en hulebjørn. Har man set Moesgaards Pompeji-udstilling, vil man mene, at den er udarbejdet efter samme skabelon.
Det er ikke en børneudstilling, men den er så visuelt udformet, at børn kan få meget ud af den. Der er gjort meget ud af tableauer med scener, der illustrerer neandertalernes dagligdag, og hvordan isen har formet landskabet. De forklarende tekster på plancher er skrevet i et sprog med mange passiver, så jeg ”oversatte” til almindelig dansk for børnene. I ”Istidsværkstedet” kunne man røre ved dyretænder, klappe udstoppede dyr, farvelægge tegninger af istidsdyr og ikke mindst lægge anatomi-puslespil med et menneskeskelet og en mammut. Det vakte begejstring, og børnene kunne godt lide det lille rum indrettet på børns præmisser.
Ligesom på Moesgaard er der flere skærme, hvor forskere tegner og fortæller. Denne type formidling er mine børn ikke så meget til, så dem springer vi over. Så gå vi selvsagt glip af et element i udstillingen. Som voksen finder jeg, at det er en lidt overfladisk udstilling med rekonstruerede knogler, rekonstruerede spyd, rekonstruerede landskaber og et rekonstrueret skelet – alt sammen pakket flot ind i film og kunst. Jeg har sådan set ikke noget problem med, at man rekonstruerer og giver et visuelt bud på, hvordan et spyd kunne have set ud. Jeg hæfter mig blot ved, at det høster jubel, når en arkæolog forestår arbejdet og fordømmelse, når en kunstner står for det.
Efter vores succes med ”Evolutionsquizen på Zoologisk Museum” måtte vi selvfølge også prøve ”Istidsdysten”. ”Istidsdysten” er et mobilspil, som stiller spørgsmål til udstillingen. Nogle af spørgsmålene var formuleret lidt tvetydigt, men Datter10år passer fint i målgruppen og fik meget ud af at skulle finde svar på spørgsmål undervejs. Søn6år var bedre til de fjollede spørgsmål. Derfor var det fantastisk, at en større dreng kunne bidrage med noget så udsøgt som en neandertaler-vittighed: “Hvad kalder du en neandertaler på jagt, der har Parkinsons?” Dén måtte børnene gruble lidt over…
LÆS OGSÅ: Vores sommerferie i Sydsverige
Vi sluttede af med at se på kranier fra menneskelignende væsener – ikke mindst fordi “Istidsdysten” gav os til opgave at sætte dem i rækkefølge efter alder. Og så kom belønningen, som særligt Søn6år havde ventet på: Det uendelig skatkammer af en museumsbutik.
“Neandertaler” kører frem til februar 2023 og bliver dermed den næstsidste særudstilling på det gamle Geologiske Museum på Øster Voldgade i København, før det helt nye Statens Naturhistoriske Museum forventes at åbne i 2024. Og husk i den forbindelse at sige ordentligt farvel til Zoologisk Museum, som pakker ned og også åbner i de nye rammer .
LÆS OGSÅ: Til åbning af kongerækken med Jim Lyngvild på Kronborg
Og svaret på vittigheden? Neandertaleren, der går på jagt og har Parkinsons, hedder selvfølgelig “Shakespeare”.
Fotos: Egne