Når naturen kalder…

Forleden gik turen til Statens Naturhistoriske Museum for lige akkurat at nå at se udstillingen ”Wildlife Photographer of the Year” – naturfotografernes svar på Oscar-uddelingen, som har åbent frem til søndag den 28. august 2022. Jeg havde samlet mine to børn og to af deres venner til at se 100 af de bedste billeder af natur og dyreliv fra 2021. 

Jeg havde printet materiale til skoletjenesten på SNM’s hjemmeside, og selvom spørgsmålene er rettet mod større børn, så fik vi alligevel nogen gode snakke om klimaforandringer, “spøgelsesnet”, trusler mod verdens dyreliv, naturbevaring og naturens skønhed. 

LÆS OGSÅ: Tag på safari på Glyptoteket

LÆS OGSÅ: Gå i Darwins fodspir på Zoologisk Museum (inden det lukker)

Det startede ellers skidt… I det første lokale, som viser unge fotografers værker, konstaterede “Bedsteven6år”, at “det her er keeeedeligt” og Søn6år istemte samme klagesang. De store piger på 10 år ramte mere målgruppen og var meget begejstrede. I næste lokale læste jeg de enkelte beskrivelser om billedets historie og fotografens overvejelser op for børnene, og så var der bid! Alle fire børn rykkede derefter gennem 75 minutter fra foto til foto, mens jeg læste op.

Drengene betragter de to vinderfotografier.

Derfra var vi på safari over hele kloden. Børnene var tydeligt facinerede af at se dyrenes overraskende adfærd – fisk, der udruger æg i munden, vaskebjørn, der redder sin unge, geparder, der trodser flodens strøm for at nå deres bytte, edderkopper, der spinder ægsække, blæksputter, der dør, når de har parret sig, og meget, meget mere. De gode fortællinger om hvert af billedernes tilblivelse gav udstillingen noget ekstra. 

Vinderen af Wildlife Photographer of the Year 2021, som blev fundet blandt mere end 50.000 indsendte fotos fra 95 lande, er franske Laurent Ballesta, som har taget fotoet “Skabelsen”. Det viser foreviger tre kamuflagebarser, som gyder deres mælkesky af æg og sæd. Den kun 10-årige Vidyun R. Hebbar fra Indien vandt prisen for Young Wildlife Photographer of the Year. Hans foto viser en teltedderkop i sit spind med lyset fra en forbipasserende tuk-tuk som farvestrålende baggrund.

Man bliver underligt stille, når man ser, hvor mange steder, hvor menneskets fodaftryk ikke har gjort noget specielt godt for naturen. Billedet af sælen, der er viklet ind i et efterladt fiskenet – et såkaldt spørgelsesnet – og ligger og skriger i smerte, billedet af chimpansen, der har mistet sin hånd til en landmine, eller flagermus, der dør af tørken gør indtryk. 

Alle vinderfotos i hver kategori kan ses HER

Fotos: Egne fotos og Wildlife Photographer of the Year (WPY57) på Statens Naturhistoriske Museum. 

Kommenter, spørg eller diskuter indlægget