2021 har for min familie stået i Astrid Lindgrens tegn. Vi har læst os gennem forfatterskabet og besøgt ”Astrid Lindgrens Verden” i Vimmerby i sommeren 2021. Astrid Lindgren sagde selv, at hun havde skrevet Brdr. Løvehjerte “til trøst”. Til ‘Svensk Litteraturtidsskrift’ fortalte hun et par år efter udgivelsen: “Jeg tror på børns behov for trøst. Da jeg var barn, så troede man, at når jeg dør, så kommer jeg i himlen. Men den trøst har nutidens børn ikke. Den historie siger dem ikke noget. Og så tænkte jeg: man kan måske give dem en anden historie at varme sig ved en lille smule, imens de venter på den uafvendelige afslutning.” citeret i Politiken.
Lørdag den 27. november 2021 gik turen til Det kgl. Teaters skuespilhus i Nyhavn, hvor vi skulle se børneforestillingen ”Brødrene Løvehjerte”.
LÆS OGSÅ: Med vikinger på togt…og hjem igen
Lad det være sagt med det samme: Det er en handlingsmættet, men meget mørk opsætning af Astrid Lindgrens klassiker vi har med at gøre. De digitale 3D animationer på baggrundsskærmen kan bedst beskrives som Windows møder Minecraft møder Ringenes Herre. Den onde Tengil fra Karmanjaka sender tankerne hen mod Saurons sendebud i ”Kongen vender tilbage”, mens vagterne Kader og Veder er særdeles værdige aftagere for orker. Katla – dragen opkaldt efter en islandsk vulkan – ser vi kun i korte glimt.
Tvebak er fortælleren, som med jævne mellemrum går helt ud til kanten af scenen og fortæller til publikum. Og der bliver ikke stukket noget ind under stolen: Tvebak skal dø, men Jonatan kommer ham i forkøbet, og som en hvid due sender han en hilsen fra Nangijala, hvor det stadig er eventyrernes og lejrbålenes tid – men da Tvebak ankommer, er der også slanger i Paradis. Faktisk en hele del. Men Jonatan viser igen, at frihed kræver mod – nogen gange må man gøre ting, også selvom det er farligt ”ellers er man bare en lille lort”.
Opsætningen tager udgangspunkt i Kina Bodenhoffs nyoversættelse af bogen, og husker man Ellen Kirks første oversættelse vil man måske bemærke nuancerne. “En lille lort” hed tidligere “en sølle kryster”.
LÆS OGSÅ: Vi læser ‘Emil fra Lønneberg’
Fokus er på søskendekærlighed, frihedskamp og mod, og min 6 årige klukkede jævnligt af latter – sammen med de mange andre børn, der havde taget deres voksne med en udsolgt teatersal. Flere børn sad med bogen under armen og diskuterede ivrigt i pausen med søskende og forældre.
SE TRAILER for stykket: HER og hør om scenografien i denne Facebook-historie.
LÆS Politikens velskrevne artikel om bogen HER.
Som voksen, syntes jeg, at det var en dyster forestilling. Jeg savnede lidt af den lyse ubekymrede glæde, som bogen også rummer. Scenografien passede bedre til den dystre del af fortælling. Mor kæmpede som vanligt med tårerne, da Jonatan dør, og Tvebak skriver sit afskedsbrev. Børnene var til gengæld ligeglade. De syntes, at det var en flot opsætning, at ork-vagterne var seje og uhyggelige på den fede måde, og de var ret upåvirkede af den ligefremme behandling af døden. Måske taler Minecraft-scenografien til dem på en anden måde end til en voksen?
Søn6år hæftede sig ved, at Jonatan var blevet til en mørkhåret eventyrprins, mens min datter på 9 ikke helt kunne finde sig til rette i, at Tvebaks reserve-farfar Mathias blev til en farmor Martha. Det gav til gengæld nogle gode snakke om, at teater kan noget mere, noget andet, noget specielt – man kan lege med scenografien, man kan bytte rundt og gøre farfar til farmor – og nogle gange er man nødt til at hugge en hæl og skære lindormen Karm ud, fordi han simpelthen ikke rykker handlingen nævneværdigt.
LÆS OGSÅ: “Rasmus på Farten” – om kærlighed og om at have det moralske kompas i orden
Men-men-men – vi syntes altså ikke, at man kan gøre Jonatan til morder. I stykket peger Jonatan på Tengil, så Katla kaster sig over ham. Dér bevæger stykket sig et stort skridt væk fra Lindgrens Jonatan. Er det med vilje? Er det en fejl? Tja, det gav i alt fald stof til eftertanke.
Fotos: Det Kgl. Teater, Miklos Szabo
Rigtig fin beskrivelse. Vi har også kigget lidt på den forestilling.