Besøg i Astrid Lindgrens verden

Efter vores besøg i Kristianstad og Kalmar gik turen til Astrid Lindgrens Verden – eller på svensk Astrid Lindgrens Värld.

Det var en super god oplevelse. Børnene var begejstrede og kunne nemt have brugt en dag mere end de to juli-dage, vi havde booket, bare til at løbe rundt og lege. Det er en ubetinget fordel at kende (nogle af) bøgerne – og gerne filmene – i forvejen. Særligt Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg og Ronja Røverdatter, samt Brødrene Løvehjerte for de lidt større børn.

Forlystelserne i Astrid Lindgrens Värld er først og fremmest teaterstykker – den kaldes faktisk en “teaterpark”. Det var gået en smule hen over hovedet på mig, at der ikke er nogen karruseller, rutchebaner eller andre rides. Forestillingerne, som varer mellem 20 og 30 minutter, er baseret på Astrid Lindgrens bøger. Flere af dem indeholder sang, musik og dans. Der opføres uddrag fra udvalgte bøger: Pippi Langstrømpe, Ronja Røverdatter, Brdr. Løvehjerte, Karlsson på Taget, Rasmus på Farten, Mädicken (også kendt som Grynet) og Emil fra Lønneberg.

Astrid Lindgrenbutikken, hvor der sælges alt fra Emils “lue” til Pippi køkkengrej, er en sjov oplevelse.

LÆS OGSÅ: Brdr. Løvehjerte møder Minecraft på Det Kgl. Teater

Det giver derfor rigtig god mening at forsøge at planlægge sit besøg efter teaterforestillingerne. Vi stod i kø i en time til “Brdr. Løvehjerte – Kampens Dag” og 45 minutter til bare at komme ind til Ronja Røverdatters Mattisborg, som man kun kunne lege på, hvis man havde været inde og se et teaterstykke. På hjemmesiden/i app’en kan man se et dagsprogram med teaterstykkerne, men vær opmærksom på, at der er forskel på den svenske og den engelske version. Vælg den svenske! Læg en plan efter teaterprogrammet. Når der ikke er teaterstykker, kan man lege i kulisserne og på legepladserne, samt nyde den smukke park. Man risikerer dog at blive en smule låst af, at der næsten er teaterstykker hele tiden.

Uden mad og drikke… Man skal ikke tro på alt, hvad man læser, men jeg havde alligevel købt helt ind på, at Astrid Lindgrens Värld var lidt finere end andre forlystelsesparker, fordi de ikke serverer klassisk fastfood, men smålandsk husmandskost, mad “lavet fra bunden, i vores egne køkkener og for det meste med råvarer fra området”. Ja, det er jo så smag og behag, om man er til mad lavet fra bunden. Børnene syntes, at det var fantastisk. Det er værd at vide, at man ikke kan supplere köttbullar og potatismos med et glas fornuftigt hvidvin. Kun letøl. Det skal jo være et trygt miljø for børnene… Mit tip vil være at pakke sin egen picnickurv, som mange andre af parkens gæster havde gjort. De øvrige spisesteder serverer noget lignende, og caféerne serverer hvinende søde kager og bagværk.

En oversigt over spisesteder kan se her

Aftensmad: Vi havde ikke booket middagsrestaurant i forvejen til de to aftener, vi tilbragte i Vimmerby. Det var en fejl. Alt var optaget. Det lykkedes en sød tjener at gøre plads til os i loungemøblerne på Brygghuset Restaurang & Pub, hvor vi spiste klassisk cafémad, og børnene legede på en lillebitte legeplads. Den følgende dag var vi ikke blevet meget klogere og kom valsende til Stadshotellet i Vimmerby til meldingen om, at der ingen borde var. Vi endte på Burgers & Beers Vimmerby, hvor maden var ok, ventetiden lang og støjniveauet højt.

Lad jer evt. inspirere til spisesteder HER

Om bookning og hotel: Jeg vil anbefale, at man køber billetter i god tid. Der bliver udsolgt, og parken har et max antal for besøgende, hvorefter der ikke sælges flere billetter i døren. Jeg ledte og ledte efter rabatordninger og gode tilbud, og kontaktede til sidst Astrid Lindgrens Värld, der bekræftede, at der ikke findes rabatordninger på indgangsbilletten. Imellemtiden var de små huse ved siden af parken blevet udsolgt. Book derfor også hotel i god tid. Vi bookede i midten af juni til besøg i midten af juli og var åbenbart sent ude. Vi endte derfor med at bo på Hotel Ronja i et nærliggende industrikvarter. Det kan ikke anbefales 😮 Vores Deluxe værelse lå i, hvad der lignede en nedlagt lagerbygning med vareelevator og en skrap lugt af insektmiddel. Værelset havde ingen vinduer(!), morgenmadsrestauranten lignede en gammel natklub, og det var generelt vanskeligt at genkende nogle af de fine billeder fra Hotels.com eller hotellets egen hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Nationalmuseets fantastiske vikingeudstilling.

LÆS OGSÅ: Danmarkshistorien kommer til live – Blodkongens Datter

Astrid Lindgrens verden

Adresse: Astrid Lindgrens Värld, 598 85 Vimmerby
Hjemmeside: https://astridlindgrensvarld.se
Åbningstider: I sommersæsonen er parken åben fra 10-18.
Pris: To-dages-billetter til to voksne og to børn til Astrid Lindgrens Verden i juli 2021 kostede i foråret 2021 2960 SEK (ca. 2180 kr.) Det er 272,5 kr. pr. person pr. dag. Der er ingen rabatordninger.
Vi havde to overnatninger på Hotel Ronja, hvilket ikke kan anbefales. Det kostede 2.945,60 kr. for fire personer i delt værelse.
Varighed: Jeg vil anbefale, at man booker mindst to dage i parken.
Sprog: I alle teaterstykkerne tales der svensk. Tilgengæld er der på udvalgte dage tegnsprogstolkning.
Alle teaterstykker spilles på udendørsscener. Solen kan være hård på en åben scene uden skygge. Husk solcreme, solhat og solbriller.
Teaterstykkerne varer mellem 20-30 minutter.

Brygghuset Restaurang & Pub, Åbrovägen 13, 598 40 Vimmerby

2 kommentarer til “Besøg i Astrid Lindgrens verden”

Leave a Reply to Marianne SørensenCancel reply