Med Sigurd gennem naturvidenskabet

Under vores juletræ lå sidste år både ”Sigurd fortæller om naturvidenskab” og det tilhørende brætspil.

Det passer jo fint med, at FN’s har udnævnt 2022 til ”International Year of Basic Sciences for Development”, og Bohr Instituttet har fulgt trop med projektet Videnskabsår 2022. Videnskabsår 2022 har som målsætning at øge fokus på videnskabens betydning, så både børn og voksne bliver bedre i stand til at forstå verden omkring os.

”Sigurd fortæller om naturvidenskab” fortsætter Sigurd Barretts serie af bøger, hvor han med smittende entusiasme og begejstring har fortalt Danmarkshistorie, nordisk og græsk mytologi og flere andre. Bogen er allerede gået i 4. oplag, hvilket Sigurd fortæller med en vis stolthed.

Se de 17 film om naturvidenskab

LÆS OGSÅ: Børnebog om Niels Bohr og verdens mindre byggeklodser og børnebogen om Inge Lehmann

Gennem 17 kapitler når man vidt omkring. Der lægges ikke skjul på, at der er tale om en generel indflyvning til naturvidenskab bredt defineret – astronomi, fysik, biologi, kemi, geologi, medicin og atomfysik kommer vi rundt i.

Lørdag havde vi sat Bedsteven6år stævne i Planetariet, hvor Sigurd sammen med guitaristen og komponisten Eskild Dohn og resten af sit orkester optrådte med udvalgte sange, der er komponeret til bogen.

Planetariets smukke kuppelbiograf dannede baggrund for fortællinger om Big Bang, rejsen gennem solsystemet, evolution, elektromagnetisme og grundstoffer. Begejstringen var helt, helt i top hos Søn6år, Bedsteven6år og Datter9år – og alle de andre børn og deres voksne, der havde fundet vej til Planetariet denne dag.

LÆS OGSÅ: Med vikingerne på togt

Sigurd er virkelig god til at formidle på en rar og nærværende måde, der går rent ind hos børnene. Signering af bøger efter koncerten, hvor Sigurd med stort overskud og imødekommenhed tegner og fortæller, var da også et af dagens højdepunkter hos børnene.

Kalender med Sigurds optræden med naturvidenskabskoncerten kan ses her.

Sigurd fortæller om naturvidenskab

”Sigurd fortæller om naturvidenskab” er en grundbog for børn og voksne i naturvidenskab.
– Der er produceret 17 film, som kan streames og downloades gratis af alle. I filmene fortæller Sigurd og Eskild Dohn med en lidt anden vinkel om hver af bogens kapitler.
– Der er produceret en sangbog, en cd og et album til streaming med alle sangene.
– Teaterkoncerten ”Sigurd fortæller om Naturvidenskab” spiller i de næste 1½ år.
– Bog, cd, aktivitetshæfte og brætspil kan købes i boghandlere og på www.sigurdsbutik.dk/produkt-kategori/boger/ Der er ofte rabat, hvis man køber i forlængelse af en af Sigurds koncerter.

1 kommentar til “Med Sigurd gennem naturvidenskabet”

  1. Hanne Vedersøe

    Det var da en god gaveide. Den havde jeg slet ikke set var udkommet. Vi har haft megen glæde af Danmarkshistorien.

Leave a Reply to Hanne VedersøeCancel reply