“Faktisk bare Fri”

    GÆSTEINDLÆG

    Min teaterglade veninde, som har lært mig om “Maj-rabat” hos Teaterbilletter.dk, havde givet Datter10 en teaterforestilling i fødselsdaggave.

    Jeg havde inviteret morerudepaanogets datter i teater til forestillingen ”Faktisk bare Fri” på Krudttønden. Det forpligter så til et gæsteindlæg på bloggen, når man ikke tager mor med….

    ”FAKTISK BARE FRI” er en teaterforestilling af Teater [Døgdi] i samarbejde med Teater Hund & co, og forestillingen har 5-12 årige som målgruppe. Teater Hund & Co. har i mange år lavet rigtig gode børneteaterforestillinger, og jeg har set en del af dem. Forestillingerne plejer at være underholdende, have gode pointer og give stof til eftertanke – både til børn og voksne. Jeg synes det var på tide at morerudepaanoget datter 10 år fik lært Teater Hund at kende. Derudover havde jeg taget min egen søn på 11 år med i teateret.

    LÆS OGSÅ: Med Sigurd gennem Naturvidenskabet

    Vi havde billetter til forestillingen fredag kl. 17. Vi kom i god tid, og børnene fik varm kakao i teaterets foyer. Kakaoen var god – og så var der en kasse med brætspil og kort, så vi fik et spil kort, mens kakaoen blev drukket.

    Forestillingen ”FAKTISK BARE FRI” handler om pigen Fri, som er et ønskebarn, men som har en masse følelser og gode idéer, som ikke lige passer ind i skoledagen og i Mor og Fars forventninger. Det giver nogle genkendelige situationer, hvor Fri er i konflikt med sig selv og de voksne.

    Der bliver spillet igennem på scenen, og det var tydeligt at de to medbragte børn sagtens kunne mærke de følelser, som blev kommunikeret i forestillingen. De krympede sig begge (og det gjorde jeg også), da Fri havde lavet klar til en flot opvisning for far og mor, der kom hjem fra indkøb – og mors respons var ”Fri – nu må du da snart forstå, at vi gerne vil bare have lidt fred og ro og orden – og nu har du bare rodet det hele til”……. – og Fri blev så ked af det – ked af det længe og meget. Det smittede så meget til tilskuerrækkerne, at mine teatergæster var tæt på tårer.

    Det hele ender selvfølgelig godt – det skal børneteater vistnok. Børnenes reaktion var positiv. De syntes, at musikken var rigtig god undervejs, og at Marie Kildebæk sang så flot. Scenografien blev fremhævet, og det var skægt, at skuespillerne hoppede rundt på scenen. Børnene savnede lidt nogle sceneskift og sagde, at normalt plejede kulisserne at skifte. Særligt snakkede vi om alle de forskellige følelser Fri havde, og alt det hun oplevede. Det er nemlig lige præcist det, som Teater Hund er mestre i – at vise følelser i en teaterforestilling, som både børn og voksne kan genkende sig selv i – men også give et referencepunkt til at snakke om forskellige følelser.

    LÆS OGSÅ: Den smukkeste teaterforestilling om vinteren i H.C. Andersens eventyr

    Der bliver også sagt nogle meget kloge ting – ”Følelser er ikke farlige”, og ”Det er i orden at være ked af det, og være ked af det længe”. To gode linier at huske på – i disse tider, hvor glæden jagtes, og de mindre festlige følelser oftest gemmes væk.

    LÆS OGSÅ: Sådan bliver du rig!

    Der bliver udleveret et spil ved udgangen, som man kan tage med hjem. Et fint, lille spil, hvor man kan spille ”bil-kort” – bare med følelser. Det er faktisk et rigtig fint lille spil de har lavet, og det kan spilles mange gange – og hvor man imens kan snakke om hvordan fx følelsen at være flov egentlig føles.

    Så en varm anbefaling af at se Teater Hund incl samarbejdsparternes forestillinger på Krudttønden. Et særligt tip er at se forestillingen om fredagen kl. 17, da det er sådan en god måde at starte weekenden på.

    Heldigvis har morerudepaanoget en søn, som jeg sikkert også tager med til Teater Hund, hvis jeg får lov. Tak for lån af datteren – jeg gør det gerne igen!

    LÆS OGSÅ: Med fingrene i Dronningens smykkeskrin

    Fotos: Egne + Kontraframe

    “Faktisk bare FRI”

    Adresse: Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 Kbh. Ø
    Spilleperiode: 9. november 2022 – 4. december 2022
    Spilletider: Onsdag og torsdag kl. 9.30 & 11.00 / Fredag kl. 11.00 & 17.00 / Lørdag og søndag kl. 11.00 & 13.00
    Varighed: 50 minutter
    Aldersanbefaling: De 5 -12 årige og deres voksne.

    1 kommentar til ““Faktisk bare Fri””

    Kommenter, spørg eller diskuter indlægget